»Det er virkelig alvorligt, når de (lastbilchauffører, red.) indtager bevidsthedspåvirkende stoffer forud for kørslen. Vi er glade for, at vi fik dem stoppet dem, før det gik galt.«

Sådan siger Henrik Fobian, leder af Tungvognscenter Øst hos Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse, efter politiet i denne uge på bare tre dage fangede fire forskellige narkopåvirkede chauffører.

Det skriver TV 2 Lorry.

De påvirkede chauffører blev fanget i en rutinekontrol af tunge køretøjer ved Køge Transportcenter og på Køge Bugt Motorvejen i Greve.

»Det er heldigvis et særsyn med så mange narkopåvirkede chauffører på så kort tid. Lastbilchauffører kører typisk mange timer hver dag og har ansvaret for de tungeste køretøjer på vejene,« siger politikommissær Henrik Fobian i pressemeddelelsen.

Chaufførerne var hver især påvirket af forskellige typer stoffer, som for eksempel hash, metaamfetamin og kokain.

De fire sigtede kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne, når resultaterne af blodprøveanalyserne tikker ind.