Nordsjællands Politi har de seneste dage modtaget flere anmeldelser fra borgere, som har fået en ubehagelig e-mail. Det får nu politikredsen til at udsende en advarsel.

I mailen står der, at du har været inde på en hjemmeside med såkaldt 'erotisk underholdning', og at afsenderen via et webkamera har optaget en video af dig, hvor du, som det formuleres af Nordsjællands Politi på Facebook, 'konsumerer denne føromtalte erotiske underholdning'.

I nogle tilfælde påstår afsenderne også, at de har dit password til en konto på nettet. Og noget tyder på, at afsenderne har fundet en gammel liste med lækkede passwords. Nogle anmeldere har i hvert fald oplyst til politiet, at passwordet i mailen har været korrekt, mens andre fortæller, at de for længst har skiftet password.

B.T. har været i kontakt med presseafdelingen hos Nordsjællands Politi, der oplyser, at afsendernavnene ofte er udenlandske.

»I ét tilfælde skulle anmelder betale 2.900 amerikanske dollars til en bitcoin-konto. Men anmelderen var ikke sikker på, at der fandtes en sexvideo, og anmelderens password, der stod i mailen, var meget gammelt.«

Trend med fupmails

Særligt fredag den 13. juli begyndte det at tage fart med de mange mails.

»Det er ikke hver dag, at vi modtager så mange anmeldelser af samme type. Vi bemærkede en stigning i weekenden, og derfor går vi nu ud og advarer. En bølge af fup-mails er måske for stærkt et ord, men det er i hvert fald en trend,« oplyser presseafdelingen.

Har du modtaget en mail, lyder opfordringen fra politiet, at du ignorerer den, opdaterer dit antivirusprogram, sørger for at anvende forskellige passwords til dine konti og samtidig husker at skifte passwords ofte.

Skulle du mistænke, at nogen efter alt at dømme har en video af dig, som du ikke ønsker, de er i besiddelse af, skal du ikke efterkomme deres krav, men kontakte ordensmagten.

Har du modtaget en fup-mail? Så hører B.T. gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.