Nordsjællands Politi modtog torsdag fire anmeldelser om en hvid Ford Transit med irske nummerplader, der kørte rundt i Frederikssund. 

I bilen sad to udenlandske mænd, der henvendte sig til ældre borgere på deres adresser og tilbød tagrensninger og en rens af indkørsler. Det fandt flere borgere mistænkeligt og kontaktede derfor politiet. 

Det oplyser politikredsen i deres døgnrapport. 

Nordsjællands Politi anbefaler nu, at man takker nej til tilbud fra omrejsende håndværkere. 

Hvis nogen uopfordret banker på døren eller forsøger at sælge en tjeneste, skal man ifølge politiet afvise dem og hvis muligt notere et signalement af personerne og den bil, som de kører i. Anmeld derefter hændelsen til politiet. 

Skulle det alligevel ske, at man lavede en aftale med håndværkerne og arbejdet ikke lever op til aftalen, er det ifølge politiet, ikke længere en opgave for dem, selvom håndværkerne har henvendt sig ulovligt. 

Lignende hændelser har også fundet sted på Fyn, hvor engelske asfaltarbejdere har opsøgt privatpersoner i deres hjem. 

Sidste måned blev en 54-årig mand i Furesø udsat for lignende bedrageri. 

Han fik besøg af tre mænd i en sort stationcar, der tilbød at male mandens tag, hvilket han takkede ja til. 

Efter nogle timer blev han opkrævet 42.000 kroner, men efter lidt diskussion blev de enige om en pris på 25.000 kroner.

Det betalte manden på en udenlandsk kreditkortterminal. Efter de tre mænd havde forladt huset, opdagede den 54-årige, at de ikke havde malet taget som aftalt.