Med truende adfærd er det lykkedes en håndværkerbande at true sig til op mod 100.000 kroner fra husejere på Amager.
Vi kender det formentlig allesammen. Et godt tilbud kan ofte være for fristende til at afslå.
Men kommer der en gruppe engelsktalende håndværkere og tilbyder at lave din indkørsel eller dit tag, så skal du tænke dig ekstra godt om.
På det seneste har en håndfuld håndværkere nemlig henvendt sig til husejere på Amager og tilbudt dem forskellige håndværksmæssige ydelser til relativt billige penge. Men når arbejdet er påbegyndt, stiger prisen pludselig markant.
Har du været udsat for noget lignende, eller har du billeder af deres arbejde? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk eller til 1929@bt.dk
»Vi ser af og til de her sager, hvor engelsktalende håndværkere kører rundt til forskellige borgere og siger, at deres tag eller indkørsel ser slidt ud, og inden længe vil de have en stor udgift. Så tilbyder de en god pris for at lave det, og ofte skal det betales kontant,« siger vicepolitiinspektør og leder af afdeling for økonomisk kriminalitet Peter Reisz og tilføjer:
»Så piller de taget eller indkørslen op og siger, at det ser værre ud, end de ellers havde regnet med, så de skal have flere penge. Og så begynder der at ringe en klokke hos de fleste, men så er de pludselig væk,« siger han videre.
Ifølge Peter Reisz starter beløbene typisk i det små, men stiger hurtigt. Hos Københavns Politi har man eksempler på husejere, der har betalt mellem 50.000 og 100.000 til håndværkerne, inden de er forsvundet som dug fra solen. Han tilføjer også, at håndværkerne kan have en truende adfærd over for husejerne.
Har du været udsat for noget lignende, eller har du billeder af deres arbejde? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk eller til 1929@bt.dk
»Vi har anholdt nogle af dem, der gør det, og det er noget, som sker overalt i landet,« siger han videre.
Ugeavisen, der i første omgang fortalte om fænomenet, har talt med en anonym borger i Kastrup, der fik tilbudt at få lavet sin indkørsel af håndværkerbanden. Men i stedet for at stå med en lækker ny indkørsel endte borgeren med at betale 115.000 kroner for en smadret have.
Ifølge avisen blev manden også truet til at betale pengene.