Tre falske tusindkronesedler er torsdag blevet indleveret til Syd- og Sønderjyllands Politi.

Og det får nu politikredsen til opfordre danskerne til at være opmærksomme, når man modtager kontanter.

På Twitter skriver politikredsen:

'Vi har fået indleveret 3 falske 1000kr sedler, som er fundet sammenkrøllet på P-pladsen ved Tvedgade.'

'Sedlerne er så vidt vi ved ikke blevet anvendt, men vær opmærksom når du modtager kontanter. De fundne sedler har ikke »vandmærke« eller metalstribe.'

Det er langt fra første gang, at Syd- og Sønderjyllands Politi advarer mod falske pengesedler.

I slutningen af april var det falske eurosedler, som var i omløb.

Hændelserne fandt sted i Sønderborg, Vojens og Haderslev den 21. og 22. april og er under efterforskning.

B.T. forsøger at få en kommentar fra politiet til den aktuelle hændelse.