En falsk mail er lige nu i omløb, hvilket får politiet til at advare mod den – og opfordrer samtidig borgere til at slette den.

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Samtidig har man delt et eksempel af den falske mail. Heri fremgår det, at mailen er fra Københavns Politi.

I mailen bliver borgere bildt ind, at man har »begået lovovertrædelser efter at være blevet kontaktet på internettet, derefter under udveksling af mail.

Lovovertrædelserne vedrører blandt andet børnepornografi, skriver svindlerne.

Og endelig bliver borgere truet med syv års fængsel og bøder op til 100.000 euro. Det har man ifølge brevets afsendere 48 timer til at reagere på, og ellers bliver »sagen blandt andet sendt videre til flere nationale tv-stationer til udsendelse«, truer svindlerne med.

Men alt i mailen er snyd og bedrag.

Nordjyllands Politi opfordrer borgere til at slette den:

'Får du en mail med trusler om retssag, politi, Europol, og hvad det ellers kan være – typisk i relation til børnepornografi – så slet den. Slet mailen og glem den,' skriver politikredsen.