En 65-årig mand fik et mærkværdigt opkald fra Syd- og Sønderjyllands Politi mandag.

Eller det vil sige, at han troede, det var fra Syd- og Sønderjyllands Politi, men i virkeligheden var det en svinder, der udgav sig for at være fra ordensmagten.

Ifølge den 65-årige havde den falske betjent på 'klingende jysk' forklaret, at den ældre herres bankkonto var blevet hacket, og at det nu skulle gå stærkt med at få sikret pengene.

På meget overbevisende manér fik den falske betjent lokket den 65-årige til at åbne sin netbank og overføre et sekscifret beløb til en konto, den falske betjent oplyste.

Derudover fik svindleren også den 65-åriges NemID-koder.

Først senere fattede den 65-årige mistanke og kontaktede politiet tirsdag for at anmelde svindleren.

Midt- og Vestsjællands Politi skriver i døgnrapporten:

»En stor advarsel skal lyde til borgerne i den forbindelse. Politiet ville aldrig bede om den slags oplysninger fra borgerne.«

»Modtager du den slags opkald fra myndigheder eller virksomheder, hvor du bliver bedt om at udlever bankkoder, kreditkortoplysninger eller personfølsomme oplysninger, så afbryd opkaldet og kontakt politiet på tlf. 114.«