Flere gange i 2018 blev borgere advaret om tricktyven 'Armani-manden'.
'Armani-manden' forsøger at snyde folk til at købe falske jakker af mærket Armani. Og nu er han på spil i Vordingborg, oplyser politiet i den seneste døgnrapport fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
En ældre mand blev torsdag opsøgt ved en dagligvarebutik i Vordingborg af en mand, der i første omgang bad om hjælp til at finde vej til København.
Men der gik ikke længe, før den ukendte mand forsøgte at sælge den ældre mand nogle jakker.
Det er samme metode, som 'Armani-manden' har benyttet sig af tidligere.
Derfor opfordrer politiet borgerne i området til at tænke sig om en ekstra gang, før man indgår en handel med en suspekt type.
I sommer advarede politiet i Nordsjælland mod 'Armani-manden', der forsøgte at lokke folk i fælden på Strandvejen i Hellerup. Han blev dengang karakteriseret som veltalende og velklædt. Hvorvidt det er en samme person, som er på spil nu, vides ikke.
Hvis du ser noget mistænkeligt eller bliver opsøgt af en person, der forsøger at sælge dig falske jakker, så kontakt politiet på 114.