Mandag kommer både Fyns Politi og Nordsjællands Politi med en opfordring på Twitter.

'Vi får meldinger om personer, der bevæger sig ud på isen i Ringe, Faaborg og Svendborg,' skriver Fyns Politi blandt andet:

'Det skal man lade være med – ud over det er ulovligt, er det potentielt meget farligt.'

Til B.T. fortæller vagtchef Peter Vestergaard ved Fyns Politi, at de alene mandag har modtaget tre anmeldelser på baggrund af folk, der har bevæget sig ud på isen.

Og det vækker bekymring.

»Det altoverskyggende værste, der kan ske, er jo, at folk kommer til skade eller falder gennem isen og ikke kan komme op igen,« siger Peter Vestergaard.

Indtil nu er der ingen meldinger om tilskadekomne.

Han oplyser i forlængelse heraf, at færden på isen potentielt kan resultere i en bøde.

Nordsjællands Politi har ligeledes delt en enslydende opfordring på Twitter.

'Kommunerne har ikke meldt ud, at isen er tyk nok til at færden på isen er sikker endnu,' skriver de blandt andet:

'I bedes derfor passe på jer selv og hinanden.'