To mænd er i løbet af onsdagen lykkedes med at snyde to ældre borgere i Roskilde ved at udgive sig for at være fra hjemmeplejen.
Det har nu fået Midt- og Vestsjællands Politi til at advare mod de to mænd,
»De ringer på hos ældre medborgere og udgiver sig for at være fra hjemmeplejen, og så er der i den henseende nogen, der lukker dem ind,« siger vagtchef Sonny Bonde og tilføjer:
»Så tager de nogle letsælgelige genstande og løber derfra,« siger han videre.
Politiet har modtaget tre anmeldelser onsdag, hvoraf det to steder er lykkedes mændene at slippe afsted med genstande.
Det gælder blandt andet en møntsamling.
»De to mænd er iført støvmasker, og de er udenlandske af udseende,« siger vagtchefen videre.
Foreløbig er der ikke nogen anholdte i sagen, og politiet opfordrer således borgerne til ikke at lukke dem ind.


