I løbet af de seneste måneder har politiet i store dele af landet været ude og advare.

Nu sker det igen.

Det handler om, at specielt ældre personer bliver forsøgt narret af svindlere til at udlevere deres personlige oplysninger.

Det kan eksempelvis ske via opkald, hvor ukendte personer foregiver at komme fra banken, politiet eller en myndighed og derefter spørger ind til kortoplysninger, personnummer eller andre meget personlige oplysninger.

Der har også været eksempler på, hvordan ukendte gerningsmænd er dukket op ved ældre borgeres bolig for at svindle oplysninger fra dem.

Derfor går Politiet i København nok engang ud med en advarsel om, at man skal være yderst varsom, hvis man bliver kontaktet af folk, der ønsker oplysninger over telefonen.

»Det er især ældre borgere, som bliver franarret personlige oplysninger over telefonen,« skriver Københavns Politi på Twitter.

»Hvis man modtager mistænkelige opkald fra os, banken eller en anden myndighed, er der god grund til skepsis,« opfordrer politiet.

Hvis man vil læse nærmere om, hvordan man kan undgå svindel, så kan man læse nærmere hos politiet her.