»Hop ikke på svindelnummeret!«

Sådan lyder advarslen fra Østjyllands Politi om en veltalende velklædt italiener i en hvid Mercedes, som i den seneste tid har huseret i det østjyske. Her forsøger han ifølge politiet advarsel at sælge »elendige jakkesæt alt for dyrt« uden for østjyske butikker.

»Hans trick er, at han påstår, at han lige er kommet fra en modemesse og har nogle jakkesæt, som han gerne vil af med, inden han skal tilbage til Italien. Derfor kan man få et rigtig knaldtilbud, men i virkeligheden er der tale om plastikagtige, elendige jakkesæt,« forklarer Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.

Blandt andet har den italienske Mercedes-svindler ifølge politiets talsmand forsøgt sig ved nogle butikker i Tilst vest for Aarhus, og politiet har en mistanke om, at der kan være tale om den samme svindler, som også tidligere år har forsøgt sig med samme fremgangsmåde over for jyske borgere.

Prisen på de urimeligt dårlige jakkesæt på svindlerens knaldtilbud skulle angiveligt ligge omkring 1.-2.000 kr. Også skindjakker af meget tvivlsom kvalitiet skulle ifølge Østjyllands Politi være på den italienske plattenslagers repertoire.