»Fald ikke for fristelsen.«

Sådan lyder det i en ny advarsel, som Københavns Politi har sendt ud – og som især er rettet mod unge mænd.

Den seneste tid har politiet nemlig efterforsket flere sager, hvor særligt de yngre mænd har fået stjålet og misbrugt deres kreditkort, når de har taget en pirattaxa.

»Fald ikke for fristelsen til at tage en pirattaxa hjem fra byen,« lyder det i et opslag på det sociale medie X fra Københavns Politi, som også har udsendt en pressemeddelelse om sagen.

På udspekuleret vis er flere ofte berusede unge mænd blevet franarret deres kort og pinkode.

Derfor råder politikommissær Thor Munck Grønbæk til, at man helt holder sig fra at tage en pirattaxa, når man eksempelvis skal hjem fra en tur i byen.

»Man skal holde sig fra pirattaxaer. De er i sig selv ulovlige, og så ser vi desværre flere sager, hvor chaufføren helt udspekuleret franarrer både kort og pinkode fra den kunde, der lige er steget ind i bilen,« forklarer han og tilføjer:

»Vi tror, at gerningsmændene helt bevidst går efter de unge, der er mest berusede og derfor måske også de letteste at snyde.«

Det er særligt i Indre By i København, at man har registeret flere af den slags sager, hvor chaufføren eksempelvis i slutningen af turen benytter noget, der ligner en betalingsterminal – og på den måde aflurer vedkommende din pinkode.

»Det er jo brandærgerligt at vågne op dagen efter en bytur og opdage, at man er blevet udsat for tyveri og databedrageri,« siger Thor Munck Grønbæk:

»Selvom vi har foretaget flere anholdelser, så får vi stadig nye anmeldelser, som vi aktuelt efterforsker, og det er også en problematik, som vi er ekstra opmærksomme på, når vi patruljerer i nattelivet.«