Syd- & Sønderjyllands Politi slår alarm efter tre tilfælde af tricktyverier søndag.

Det oplyser politikredsen selv i en pressemeddelelse.

Tricktyverierne gik ud over tre ældre borgere i Varde og Ølgod i deres hjem.

Ved middagstid henvendte to mænd sig til en 76-årig kvinde på hendes bopæl i Ølgod og udsatte hende for forskellige afledningsmanøvrer, der endte med at mændene stjal kontanter. 

Ved 14-tiden mødte to mænd op hjemme hos en 89-årig kvinde i Varde, hvor de forsøgte at få hende til at skrive under på et dokument. Her blev der ikke stjålet noget. 

Halvanden time senere ringede en mand på hos en 91-årig kvinde i Varde. Kvindens datter lukkede manden ind, der foregav at ville spille terning. En anden mand kom derefter ind i lejligheden og forsøgte forgæves at stjæle kvindens ur og armbånd, da han gav hende hånden. Kvinden fik det forhindret og bad de to mænd om at forlade lejligheden.

»Der er tale om den samme fremgangsmåde i alle tre tilfælde, som tidsmæssigt ligger tæt på hinanden, og vi mistænker derfor, at der er tale om de samme to gerningsmænd,« siger politikommissær Claus Løbner fra Syd- & Sønderjyllands Politi.

»Vi ved ikke, om tricktyvene har forladt området og vil derfor gerne advare om risikoen, så vi forhåbentlig kan forhindre, at flere bliver bestjålet,« siger politikommissær Claus Løbner fra Syd- & Sønderjyllands Politi.

Politiet er i dialog med Varde Kommune om forebyggelse af tricktyverierne.

Kommunen er i kontakt med mange af kommunens ældre borgere og kan informere dem om risikoen. Samtidig vil jeg gerne opfordre alle til at tale med deres ældre familiemedlemmer og opfordre dem til ikke at lukke ukendte personer ind i deres hjem,« siger Claus Løbner.