Hvert år bliver der lavet hundredvis af pasforlængelser og midlertidige pas i danske lufthavne, men i værste fald risikerer man at misse sit fly, hvis ens pas er udløbet. 

Sådan lyder advarslen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Vicepolitiinspektør Jesper Brian Jensen fra Grænsekontrolenheden siger:

»Vi ved fra tidligere år, at antallet af rejsende i lufthavnen, der har brug for hjælp med passet, inden de kan flyve ud i verden, stiger i forbindelse med sommerferien. Derfor minder vi om, at man husker at tjekke gyldigheden af sit pas, hvis man har planer om at skulle til udlandet.«

Sidste år udstedte Sydøstjyllands Politi 469 midlertidige pas i Billund Lufthavn, hvor der også blev lavet 371 pasforlængelser. 

Også i år kan politiet i nogle tilfælde hjælpe rejsende, der er taget i lufthavnen uden et gyldigt pas, men det tager tid at ordne, og der kan være ventetid. Det kan i sidste ende betyde, at man ikke når sit fly.

»Vi forsøger altid at gøre, hvad vi kan, men det er den rejsendes eget ansvar at sikre, at passet er gyldigt. Vi håber, at de rejsende bruger to minutter på at tjekke deres pas i god tid inden afrejse, så de undgår at begynde ferien med en ærgerlig oplevelse,« siger Jesper Brian Jensen.

Vicepolitiinspektøren opfordrer til, at man både tjekker gyldigheden af sit pas og samtidig sætter sig ind i reglerne for det land, man skal rejse til. Nogle lande kræver eksempelvis, at passet er gyldigt i et halvt år efter indrejse. Også selvom man kun skal være i landet en uge.

Hvis ens pas er udløbet eller lige ved at udløbe, skal man have det fornyet hos borgerservice i ens hjemkommune.