Hvis du modtager et opkald fra telefonnummeret 76 24 14 48, så gælder det om at være ekstra opmærksom.

I den anden ende af røret sidder nemlig en person, der udgiver sig for at være fra politiet.

»Dette er ikke tilfældet,« lyder det i en advarsel, som Sydøstjyllands Politi har sendt ud om det.

Vedkommende, der ringer dig op, afkræver ifølge politiet nogle af dine personlige oplysninger.

Men du må endelig ikke give de oplysninger til ham, oplyser politiet:

»Borgere, der bliver ringet op fra telefonnummer 76 24 14 48 og afkrævet cpr-nummer og NemID grundet påstand om hacking, anmodes om ikke at efterkomme dette,« lyder det.

De personlige oplysninger vil i stedet kunne bruges til svindel.

Det oplyste telefonnummer, der bruges til svindelnummeret, slutter med de fire cifre 14 48, hvilket er endetallet på telefonnumre til politistationer rundtomkring i landet. Man kan derfor komme til at tro, at der sidder en reel betjent i den anden ende.