Politiet har igen og igen advaret danskerne om det.

Men nu er den desværre gal igen – denne gang i form af en 'sød bankdame'.

Tirsdag blev to ældre kvinder uafhængigt af hinanden kontaktet af den 'søde bankdame', som fortalte dem, at der var nogle mistænkelige transaktioner i gang på deres bankkonti, og at de nok var ved at blive hacket.

»Det lykkedes den søde 'bankdame' at overbevise kvinderne om, at deres dankort skulle hentes, og i begge tilfælde kom en venlig mand kort efter og fik overdraget betalingskortene,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Derefter klappede svindelfælden.

For umiddelbart efter blev der hævet kontantbeløb på de to ældre kvinders kort.

»Politiet opfordrer til, at man aldrig – aldrig! – skal give personlige oplysninger som MitID, cpr-nummer, pinkoder eller lignende til ukendte personer,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Hverken banken, kommunen eller politiet ringer og anmoder om den type oplysninger,« tilføjer politikredsen.

Skulle du modtage et sådant opkald, skal du afbryde samtalen med det samme. Du kan efterfølgende kontakte din bank eller ringe til politiets servicecenter på telefon 1-1-4 og advare om svindelforsøget.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: