Juleanden der steger i ovnen, kræmmerhus der bliver hængt på træet, og et deprimerende opkald fra politiet, der advarer mod et uhyggeligt syn, når du vender tilbage fra jul hos familien.
De burde ikke høre sammen, men julen er en af årets største højsæsoner for indbrud.
»Vi ved også, at gerningsmændene helst vil undgå at møde nogen, når de bryder ind. Så de forsøger at finde tidspunkter, hvor beboerne ikke er hjemme, og sandsynligheden for at blive set er mindst,« siger politikommissær Nicolaj Riisgaard, der er leder af Efterforskning hos lokalpolitiet i Viborg, i en pressemeddelelse.
Derfor kommer Midt- Og Vestjyllands Politi med en klar opfordring til borgerne, for at forsøge at sænke risikoen for indbrud.
»Det handler om at få hjemmet til at se beboet ud. En alarm er altid en god idé, og så er det godt, hvis tyven ikke kan få lov til at arbejde i ro. Udendørs lys på en timer eller en bevægelsessensor, og en hæk der ikke er alt for høj,« siger politikommissæren.
Derudover deler politikredsen en række gode råd til at undgå uønsket julevisit, imens man ikke er hjemme i højtidsperioden.
Du kan se politiets råd herunder:
Hils på andre i nabolaget og ønsk dem en glædelig jul – også dem du ikke kender. Det bedste værn mod indbrud er mennesker. Tyven vil hverken ses eller genkendes, og et simpelt »hej« kan være nok. Monter lamper med bevægelsessensor uden for ved dit hus, så lyset tænder, når en tyv nærmer sig.
Få huset til at se beboet ud, når du ikke er hjemme. Tænd lys i et par værelser. Lad lyset og radioen tænde og slukke ved hjælp af et tænd-og-sluk-ur. Du skal ikke lade lyset være tændt konstant – det afslører, at du ikke er hjemme. Overvej at klippe hækken, så tyven ikke kan arbejde i skjul i din have.
Lås døre og vinduer forsvarligt, og sørg for at værdifulde ting ikke kan ses ude fra.
Hjælp naboen. Hold et vågent øje med naboens hus og parker din bil i deres indkørsel, hvis ikke de er hjemme. Du kan også smide affald i deres skraldespand og tømme deres postkasse, hvis de er udenbys.
Lås skuret og ryd op i haven, så der ikke ligger redskaber fremme. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men finder det på gerningsstedet.
Tilmeld dig Nabohjælp på nabohjælp.dk. Nabohjælp forebygger op til hvert fjerde indbrud, og det tager blot 5 minutter at tilmelde sig.