Danny Abdallas krav om udlevering af HA-rockerne til afsttraffelse er aldeles ude i hampen. Det vurderer politiet, som ikke har den store tiltro til udsagnene fra præsidenten for indvandrerbanden, Den Internationale Klub.

Abdalla forlanger, at HA’erne punger ud med fire mio. kr. til en dræbt indvandrerdrengs familie, samt at de udleverer tre rockere til afstraffelse i indvandrermiljøet.

- Det lyder fuldstændig absurd. Havde de så tænkt sig, at de skulle agere domstol politi og alt mulig andet? Vi har jo et retssystem. Hvis det mod forventning skulle have rod i noget konkret, er det jo en absurd tankegang, at man vil stille sig ud over det etablerede system. Jeg har svært ved at forestille mig, at det har hold i noget som helst, siger lederen af Nationalt Efterforskningscenter (NEC), Kim Kliver.

Han forklarer, at NEC kender til flere episoder, hvor der har været uddelt såkaldte dummebøder i miljøet. Men den påståede form for intern afstraffelse har han intet kendskab til.

- Jeg er desuden vidende om, at den pågældende præsident sidder inde. Og jeg har svært ved at tro, at den pågældende kan have en opdateret viden omkring det, vurderer Kim Kliver.