En tur med bussen endte onsdag aften ganske ubehageligt for en pige på 14 år.

Pigen sad i bussen, der havde retning fra Harlev mod Stavtrup, da en mand med udenlandsk udseende steg om bord på bussen, idet den gjorde holdt på Park Allé i Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Ifølge pigens forklaring satte manden sig på sædet over for hende. Til politiet har hun fortalt, at hun havde en fornemmelse af, at manden sad og kiggede på hende.

'Da bussen var nået til Nordbyvej, flyttede manden plads og satte sig ved siden af hende, så hun ikke kunne komme ud,' skriver politiet i døgnrapporten.

Manden begyndte ifølge anmeldelsen derefter at tale med pigen på en blanding af dansk, engelsk og et tredje sprog, som pigen ikke forstod.

'Hun forsøgte at ignorere ham og svarede ham ikke. Manden forsøgte efterfølgende flere gange at kramme pigen og befølte hende på brysterne og på benet,' oplyser politiet.

Manden spurgte ifølge anmeldelsen også, om pigen ikke ville stå af ved Råhøjparken og tage med ham hjem. Han spurgte også, om han måtte følge hende hjem.

'Begge dele afviste pigen, der i stedet kontaktede sin mor og bad hende hente hende ved endestationen,' fremgår det af døgnrapporten.

Da bussen ankom til endestationen i Stavtrup, steg manden også ud, men han gik væk fra stedet i retning mod Ormslevvej, da han så pigens mor.

Manden beskrives som værende somalisk af udseende. Han er omkring 30 til 40 år og cirka 175 centimeter høj. Han er kraftig af bygning og har sort, krøllet hår, der var klippet kort i siderne og langt på toppen.

Han havde uplejede skægstubbe og tørre læber, der var sprukne.

Da han tog kontakt til pigen, var han iført en sort, slidt hættetrøje, hvor der over brystet stort 'NIKE' med hvide bogstaver, grønne bukser og mørke, slidte sko.

Hvis du var med om bord i bussen og så manden i tidsrummet fra omkring klokken 22.15 til 22.35 – eller har viden om, hvem manden er – beder politiet om, at du ringer på nummer 114.