En 13-årig dreng mistænkes for at have ført en bil, ligesom de også mener, at han står bag salg af hash.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

'Klokken 11.37 kørte en politipatrulje med en narkohund ind på en parkeringsplads på Ahorn Allé i Ringsted. Betjentene havde undret sig over det syn, som mødte dem. En bare 13-årig dreng sad på førersædet i en bil, som holdt med motoren tændt på parkeringspladsen, og omkring bilen stod to jævnaldrende drenge,' skriver de.

Da drengen så politiet, smed han ifølge politiet en hashjoint fra sig.

'Bilen viste sig at tilhøre den 13-årige drengs far, og drengen erkendte, at han havde taget nøglen derhjemme. Han nægtede dog, at det var ham, som havde kørt bilen hen til parkeringspladsen.'

En efterfølgende visitation af drengen viste, at han var i besiddelse af 32 gram hash, en digitalvægt og flere 100-kronesedler i kontanter. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

Den 13-årige blev desuden tilbageholdt, da han var mistænkt for at køre uden kørekort i påvirket tilstand.

'En narkometertest viste positiv for hash, så han blev taget med for at få udtaget en blodprøve. De to andre drenge havde intet ulovligt på sig, og den ene, en 14-årig lokal dreng, blev vist væk fra stedet af politiet,' lyder det videre fra politikredsen.

Den sidste af de tre drenge, en 14-årig dreng, ønskede ikke at oplyse, hvem han var. Så han blev tilbageholdt og taget med på politistationen. Her fik politiet oplyst et telefonnummer til drengens mor, så hans identitet blev fastslået. Han blev sigtet for ikke at ville oplyse sit navn til politiet og blev senere overdraget til sin mor.

'Patruljen ransagede efterfølgende den 13-åriges værelse, der blev gennemgået med narkohund. Her snusede narkohunden sig frem en folie, som havde været anvendt som emballage til hash, og der blev fundet nogle pølsemandsposer.'

Der blev ikke fundet narko eller andet ulovligt ved ransagningen.

'De to sigtede er under den kriminelle lavalder og kan ikke straffes i sagerne. Deres sager vil blive overdraget til de sociale myndigheder,' oplyser Midt- og Vestsjællands Politi afslutningsvis.