»Koldblodigt«

Sådan beskriver fungerende politidirektør i Midt og Vestsjællands Politi, Lene Sørensen, skyderiet mod tre unge mænd i Kalundborg tirsdag aften.

»Der skal en vis koldblodighed til at skyde tre unge mænd på klods hold,« siger hun, da B.T. møder hende på parkeringspladsen foran Meny på Nørre Allé.

Det var her ukendte gerningsmænd åbnede ild mod tre unge mænd. To afgik ved døden og en tredje er nu indlagt i kritisk, men stabil, tilstand.

Politidirektør Lene Sørensen.
Politidirektør Lene Sørensen. Jesper Vestergaard Larsen

Skyderiet skete klokken 18:15 i den bagerste ende af parkeringspladsen ved et af Kalundborgs største og mest populære supermarkeder.

Det var midt i den travleste tid af supermarkedets åbningstid, og både kunder og ansatte hørte skuddene.

De tre ofre var alle unge mænd i 20'erne fra København. De havde ifølge politidirektøren ingen tilknytning til Kalundborg men var kendt af politiet i forvejen. Hvad de lavede i Kalundborg, prøver politiet nu at finde ud af:

»Vi har oplysninger der peger på, at de ikke var der tilfældigt og at gerningsmændene vidste, de ville være der. Derfor tyder noget også på, at det var planlagt i en vis grad,« siger Lene Sørensen.

Gerningsmændene er fortsat på fri fod, og det er derfor også uvist, om de har tilknytning til de dræbte og til Kalundborg. Lene Sørensen er dog overbevist om, at der er tale om hårdkogte kriminelle.

»Gerningsmændene skal findes i et forrået miljø og er formentlig nogen med en kriminel baggrund,« siger hun.

En hvid varevogn blev efter skyderiet på parkeringspladsen fundet udbrændt i et pænt villakvarter i byen. Bilen kan være blevet brugt som flugtbil og andre køretøjer kan også have været involveret.

Hvis skyderiet var planlagt, har gerningsmændene i deres planlægning glemt at tage højde for de mange overvågningskameraer, der omkranser Meny og filmer enhver bevægelse rundt om bygningen. Mindst to af disse kameraer peger direkte hen mod gerningsstedet, og ifølge B.T.s oplysninger har politiet optagelser af selve skyderiet.

Det sidste kan politidirektøren dog hverken be- eller afkræfte.

Kirsten Møller-Hansen.
Kirsten Møller-Hansen. Jesper Vestergaard Larsen

»Vi er i gang med at indsamle beviser, herunder også overvågning. Hvad man kan se på den overvågning, kan jeg af gode grunde ikke komme ind på,« siger Lene Sørensen.

Det koldblodige dobbeltdrab skaber utryghed blandt de mange lokale supermarkedskunder som B.T. møder foran Meny.

»Det er da uhyggeligt. Tænk hvis man var kommet for handle midt under skyderiet. Så var man måske blevet fanget i krydsild. Jeg synes også det er synd for den stakkels købmand, for han kan jo ikke gøre for det,« siger Kirsten Møller-Hansen der handler i Meny to gange om ugen.

Kalundborg har de seneste måneder lagt jord til flere kriminelle skyderier og knivopgør, og det er noget der gør indtryk blandt borgerne.

Lisbet Drejer.
Lisbet Drejer. Jesper Vestergaard Larsen

»Det er chokerende og lidt uventet. Kalundborg er ved at udvikle sig til det vilde vesten,« siger Ole, der handler i Meny en gang om ugen.

»Det er tragisk at det sker i det hele taget. Det er nok lidt tilfældigt, at det lige sker her, men jeg synes det kommer tæt på. I det hele taget sker der lidt for meget af den slags,« siger Lisbeth Drejer der også er fast kunde i Meny.

For at skabe tryghed i området indsatte Midt- og Vestsjællands Politi onsdag den såkaldte mobile politistation, og Lene Sørensen understreger at borgerne i Kalundborg trygt kan handle i Meny.

»Borgerne kan føle sig helt trygge,« siger hun