Den Uafhængige Politiklagemyndighed har efter en anmeldelse fra politidirektør i København, Thorkild Fogde, besluttet sig for at efterforske Københavns Politis rolle i Tibetsagen. Justitsminister Søren Pind har samtidig indkaldt til pressemøde fredag.

Et nyt kapitel synes på vej i det langstrakte forløb om politiets ulovlige anholdelser af Tibet-demonstranter under den daværende kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i Danmark i 2012.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) meddeler torsdag, at man har valgt at åbne en efterforskning af sagen, der blev bragt for myndigheden 28. september af ingen ringere end politidirektøren i København, Thorkild Fogde.

'Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) har den 28. september 2015 modtaget en anmeldelse fra politidirektøren i Københavns Politi, og politidirektøren har på et møde den 30. september 2015 præciseret anmeldelsen over for Politiklagemyndigheden', skriver Den Uafhængige Politiklageenhed i en pressemeddelelse torsdag.

DUP oplyser, at man blandt andet skal efterforske, hvorvidt der har foregået tjenestemisbrug eller tjenesteforsømmelse ved, at ansatte ved Københavns Politi har fremsat urigtige oplysninger.

For kort tid siden fastslog Østre Landsret, at Københavns Politi handlede ulovligt, da man under præsidentbesøget hindrede fremmødte demonstranter i at vifte med Tibets flag forskellige steder i København, hvor Hu Jintao kørte forbi under statsbesøget.

En af de implicerede betjente har siden da oplyst, at ordren om at fjerne flagene kom »oppefra«, hvilket står i strid med den forklaring, Københavns Politi hidtil har afgivet.

Politidirektør ved Københavns Politi, Thorkild Fogde, oplyste i en pressemeddelelse mandag, at man havde valgt at indgive sagen til DUP for at komme til bunds i hele forløbet.

DUP skriver i deres pressemeddelelse torsdag, at Københavns Politi onsdag »præciserede anmeldelsen«, og at der er kommet materiale, »der så vidt ses ikke hidtil er indgået i Københavns Politis redegørelser og besvarelser«.

Det fremgår også af meddelelsen fra DUP, at man ikke alene vil efterforske statsbesøget i 2012, men at man også vil kigge på kinesiske statsbesøg, der har fundet sted i 2013 og 2014.

Samtidig oplyser Justitsministeriet torsdag, at justitsminister Søren Pind (V) fredag vil afholde et pressemøde, hvor »nye oplysninger« vil blive præsenteret. Det fremgår ikke, hvilke nye oplysninger, der er tale om.

De oplysninger, Københavns Politi hidtil har bistået med, er blevet brugt af justitsministeren under samråd i Folketingets Retsudvalg.