En politibil forulykkede tidligt fredag morgen på Amager.
Det skriver Københavns Politi på Twitter.
Ulykken fandt sted i forbindelse med en udrykning, som politiet på det sociale medie kalder for 'en hastende opgave'.
Patruljebilen forulykkede på Saltværksvej ved Kastruplundsgade. Billeder og videoer fra stedet tyder på, at patruljevognen er kørt i ind i en mur.
Vagtchef Leif Hansen hos Københavns Politi fortæller til B.T. at bilen torpederede en bygning i forbindelse med ulykken.
»Ja, de rammer en bygning. Jeg ved dog ikke, om der er tale om en bolig eller en butik, eller hvad det har været. Men de har i hvert fald slået hul på væggen og haft snuden inde i bygningen,« siger vagtchefen.
Han fortæller, at de to kollegaer ikke er kommet noget alvorligt til, men de er til tjek efter ulykken.
»De er ved at blive undersøgt for piskesmæld, heldigvis er de sluppet uden større skader. Men de er rimelig rystede,« forklarer Leif Hansen.

Umiddelbart er det ikke endeligt fastslået, hvad årsagen til ulykken var. Men man har en formodning.
»Vidner på stedet har set bilen bagende svinge ud, da den skulle dreje, som om det var glat. Og vi har også fået meldinger i området om, at der skulle være glat derude på tidspunktet,« forklarer Leif Hansen.
Han slår også fast, at de to betjente nu skal afhøres.
Det skyldes, at de som alle andre parter involverede i ulykker skal undersøges nærmere.