Der blev sent onsdag aften skudt med fyrværkeri efter en politibil i Hvidovre.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til B.T.

En gruppe af unge flygtede fra stedet, men politiet fik anholdt to personer. Det skete ud for Hvidovrevej 222 ved 23-tiden.

Politiet fik i første omgang en anmeldelse fra nogle borgere om, at der blev skudt lidt for voldsomt med fyrværkeri i området af en gruppe af unge.

»Så kører vi derud, og så blive patruljevognen beskudt, da vi ankommer. Og så kører vi derud med nogle flere patruljer, og vi får fat i nogle af de unge, der løber i alle mulige retninger, mens der også blive skudt med fyrværkeri mod politiet,« siger vagtchef Torben Wittendorff.

De to personer er igen løsladt.

»Vi har ikke noget grundlag for at varetægtsfængsle dem eller fremstille dem i grundlovsforhør, for vi har ikke noget grundlag, der siger, at det var lige præcis de to, der har gjort det. Men de var i den flok, hvorfra der blev skudt mod politibilen,« siger vagtchef Torben Wittendorff.

Sagen efterforskes nu yderligere.

Straffen for at skyde med fyrværkeri mod andre mennesker er for nylig blevet skærpet med en tredjedels længere straf.

Det er kun tilladt at affyre fyrværkeri fra 27. december 2020 til og med 1. januar 2021.