Politiet er onsdag morgen til stede i Vendersgade i Fredericia for at anholde en person.

Der er afspærringer på stedet, mens politiarbejdet står på.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en meddelelse.

Politiet har været på stedet siden tirsdag aften.

Sydøstjyllands Politi modtog en anmeldelse klokken 18.37.

Vendersgade er blevet afspærret fra Fynsgade til Sjællandsgade med henblik på at gennemføre en anholdelse. Borgere i området bedes respektere politiets afspærringer og anvisninger.

Vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen siger:

»Omstændighederne omkring anmeldelsen og vores efterfølgende arbejde gør, at vi har valgt at afspærre dele af Vendersgade. Vi ved, at foranstaltningerne kan være generende, men vi vurderer dem nødvendige for at foretage den ønskede anholdelse på den mest sikre måde.«

»Vi ved ikke, hvor længe afspærringerne vil vare, men indtil vi kan fjerne dem, skal borgere benytte andre veje.«

Hvis man bor i den afspærrede del af Vendersgade og er hjemme, skal man blive indenfor. Hvis man bor i Vendersgade og ikke er hjemme, skal man vente med at komme hjem, indtil politiet melder andet ud.

Hvis beboere i området har behov for at tale med politiet, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefon 1-1-4.