Københavns Politi undersøgte natten til tirsdag en eksplosion på Frederiksberg. Det er muligvis et kanonslag.

Københavns Politi har natten til tirsdag været til stede ved en opgang på Frederiksvej på Frederiksberg efter en eksplosion.

Det oplyste vagtchef ved Københavns Politi Martin Kajberg til Ritzau tidligt tirsdag morgen.

Der er umiddelbart begrænsede materielle skader, og ingen er kommet til skade.

Klokken 11.15 tirsdag skriver Københavns Politi på det sociale medie X, at der ikke er noget, der tyder på, at der er brugt sprængstof.

- Vi har ikke resultatet af de tekniske undersøgelser endnu. Derfor kan vi ikke sige yderligere på nuværende tidspunkt, men efterforskningen fortsætter, skriver politiet.

Kort før klokken 08.00 tirsdag morgen oplyste vagtchef Henrik Svejstrup til Berlingske, at det muligvis er et kanonslag, som er sprunget i luften.

- Der er et eller andet, der er bragt til sprængning inde i opgangen. Hvad det er, det ved vi ikke endnu – et kanonslag kunne det ligne, sagde han til Berlingske.

Der er tale om en mindre sprængning, lyder det.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 01.11.

Københavns Politi arbejdede på adressen til omkring klokken 07.30 tirsdag morgen.

/ritzau/