Københavns Vestegns Politi har søndag været til stede på en adresse på Ibsvej i Bagsværd.

Her undersøgte man et 'mistænkeligt dødsfald', men søndag aften lyder meldingen, at der ikke umiddelbart er noget mistænkeligt over det.

Politiet afventer dog svar fra obduktionen samt retsmedicinske undersøgelser.

Disse vil komme i løbet af ugen.

Når politiet undersøger et dødsfald som værende mistænkeligt, betyder det, at det indsamler spor på samme måde, som man gør det ved en drabssag.

Vagtchef Morten Steen fortalte tidligere søndag, at politiet modtog anmeldelsen om dødsfaldet klokken 11.40. Siden blev området omkring adresset spærret af.

Ligeledes har kriminalteknikere og en retsmediciner arbejdet på stedet.

Kort efter klokken 20 lyder meldingen fra politiet, at man er færdig på findestedet.