I alt er der sendt pulverbreve til fire Jyske Bank-filialer. To nåede frem, mens to blev stoppet i posten.

Jyske politikredse er torsdag aften ved at undersøge sammenhængen mellem to breve med pulver i, der er sendt til Jyske Banks afdelinger i Holstebro og Kjellerup.

Det skriver TV Midtvest.

Pulveret er ankommet til afdelingerne, efter at bankens hovedsæde i Silkeborg torsdag morgen modtog et brev, hvori der bliver "truet med aktioner mod banken af ikke nærmere defineret karakter". Det oplyser Erik Qvirin Hansen, direktør for kommunikation og marketing i Jyske Bank, til mediet.

Jyske Bank ønsker ikke at oplyse til TV Midtvest, om afsenderen havde skrevet et motiv i brevet.

Politiet mistænker, at det er samme pulver og afsender på begge breve.

- Vi tager det meget alvorligt, siger Jesper Brøndum, som er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til mediet.

For at få svar på, hvilket pulver der er tale om, har et udrykningshold fra Statens Serum Institut (SSI) været ude at tage prøver af pulveret.

Der er formentlig tale om en kemisk pulverform, da SSI har udelukket, at pulveret er biologisk materiale. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau omkring klokken 21.30.

Politiet vurderer, at det ikke er farligt. Alligevel betragter politiet brevene som en trussel, oplyser Jesper Brøndum.

Det var omkring klokken 16 torsdag, at bankafdelingen i Holstebro modtog pulverbrevet.

Her er det en ansat, som åbner brevet, fortæller Poul fastergaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

- Det er en ansat, der åbner det og kan konstatere, at der er et pulver i. Den ansatte er heldigvis ikke blevet dårlig siden fundet, siger han til TV Midtvest og fortæller, at pulverbrevet er isoleret i et lokale.

Jesper Brøndum siger til Ritzau, at medarbejderen fik pulveret ud over sine hænder, men at det kunne vaskes af, og at der ikke har været nogen sygdomsreaktion efterfølgende.

I Jyske Bank i Kjellerup når personalet ikke at åbne brevet.

I alt er der ifølge TV Midtvest sendt pulverbreve til mindst fire Jyske Bank-filialer i Jylland.

Torsdag morgen blev to breve stoppet på Postcenter Nordjylland. Brevene indeholdt pulver og var adresseret til Jyske Bank i Frederikshavn og Aalborg, oplyser Poul Fastergaard.

Når Statens Serum Institut har fået taget prøver af pulveret i både Kjellerup og Holstebro, skal prøverne ifølge politiet tilbage til seruminstituttet, hvor det skal analyseres i løbet af natten til fredag.

Der er allerede taget prøver fra de to breve, som blev fundet i Nordjylland.

/ritzau/