Politi: Tyve har haft travlt i Aarhus
Politiinspektør kalder det for »en ganske bekymrende udvikling«.

Politiinspektør kalder det for »en ganske bekymrende udvikling«.

Indbrudstyvene har haft ekstraordinært travlt i Aarhus og omegn her i juli.
Østjyllands politi oplyser, at man bare i den igangværende uge har modtaget mere end 35 anmeldelser om indbrud i private boliger fordelt på hele politikredsen – men primært i Aarhus.
Ser man på juli, der foreløbig er ni dage gammel, så har der været 66 anmeldelser om indbrud, heraf er 41 af dem sket i Aarhus, lyder det i en udmelding.
Alt sammen er en stigning i forhold til tidligere år.
»Vi har desværre set en ganske bekymrende udvikling, hvor indbrudstyvene har været mere aktive end normalt,« siger politiinspektør Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi:
»Derfor øger vi nu vores opmærksomhed på at få nedbragt antallet af indbrud i endnu højere grad, end vi i forvejen gjorde.«
Østjyllands Politi har i den seneste uges tid fået »særligt« mange henvendelser fra bydelene Risskov, Viby J og Højbjerg. Herfra er der samlet set kommet 28 anmeldelser i juli, flest af alle.
Derfor beder man nu også borgerne om hjælp.
»Vi ved fra tidligere år, at indbrudstyvene er særligt opmærksomme på, hvilke hjem der står tomme henover ferieperioderne, og derfor har vi også haft et fokus på området i tiden op til sommerferien.,« siger politiinspektør Anders Uhrskov:
»Noget tyder dog på, at indbrudstyvene fortsat har været særligt aktive, og derfor har vi også brug for borgernes hjælp til at holde øje med uønskede gæster rundt omkring i de forskellige nabolag.«
Noget er i øvrigt sket.
I sidste uge blev en 30-årig mand anholdt, og i det efterfølgende grundlovsfør erkendte han sig skyldig og modtog en straksdom på 60 dages fængsel.