Politiet er fortsat fredag morgen massivt til stede i to områder i Esbjerg efter meldinger om skyderi torsdag aften og nat. Det oplyser vagtchefen Mads Lervad til B.T.

En bil i Esbjerg er ramt af skud, men ingen er kommet til skade, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. Politiet modtog anmeldelsen klokken 22.16 torsdag aften, som lød på, at der var fundet et skyderi sted på Askelunden i Esbjerg på hjørnet af Hermodsvej og Jagtvej.

Mindre end en time efter anmeldelsen fandt politiet en bil med skudhul. Føreren blev ifølge politiet øjeblikkeligt afhørt, mens bilen blev bragt ind til tekniske undersøgelser.

Fire personer er blevet anholdt i forbindelse med hændelsen. To personer blev anholdt kort efter midnat i nærheden af Kvaglund Kirke i Esbjerg. To andre blev anholdt kort tid efter på Fyrrelunden - også i Esbjerg.

»Vi har været massivt til stede i de områder, hvor vi troede, at de ville søge hen, og det er det, der har gjort, at vi har truffet disse personer,« siger vagtchef Mads Lervad Dammark til Ritzau om de anholdte.

Han tilføjer, at alle fire anholdte er kendt af politiet.

»Vi kender dem alle for en række forskelligartede typer kriminalitet - blandt andet voldskriminalitet,« siger vagtchefen.

Han ønsker dog fortsat ikke at udtale sig om, hvorvidt de anholdte har forbindelse til rocker- eller bandemiljøet.

»Det er stadig for tidligt at sige noget om,« siger Mads Lervad Dammark.

Mens politiet har journaler om de fire anholdte, så er den forurettede ikke kendt af politiet, oplyser vagtchefen.

Han kender ikke den præcise alder på hverken den forurettede eller de anholdte.

»Men det drejer sig alle om unge mænd,« siger han.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog også klokken 00.54 en anmeldelse om skyderi på Fuglebakkevej. Der er dog endnu ikke fundet tegn på et skyderi på stedet.

Så sent som i weekenden var der to knivoverfald i Esbjerg i det som politiet betegner som et "verserende opgør" mellem bander i Esbjerg.

Torsdag aften oplyste Sydjyllands Politi, at de var massivt til stede for at undersøge 'mistænkeligt forhold' i Esbjerg.