Sydøstjyllands Politi leder efter to mænd i forbindelse med et overfald i Horsens torsdag aften.

Meldingen er klar - meld jer selv, for vi ved, hvem I er.

»Vi leder aktivt efter dem, og det fortsætter vi med i dag,« siger vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.

Man mener, at de to mænd står bag et overfald på en 24-årig mand på Circle K på Allégade i Horsens torsdag aften.

Videoovervågning fra tankstationen viser angiveligt én af de to mænd stikke den 24-årige flere gange med en kniv, mens den anden smadrer sideruden på den forurettedes bil.

Og det er altså dette videomateriale, der har fået Sydøstjyllands Politi på sporet af de to mænd. Eftersom de er særdeles godt kendt af politiet, var de nemlig angiveligt lette at genkende på overvågningsbillederne.

Vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen oplyser overfor Horsens Folkeblad, at han ikke vil afvise, at politiet går ud med flere oplysninger om de to gerningsmænd, hvis de ikke melder sig selv.

Det 24-årige offer for overfaldet fik torsdag aften behandlet sine skader på skadestuen i Horsens. Senere på aftenen blev han anholdt samme sted.

Overfaldet skete her på Circle K på Allégade i Horsens.
Overfaldet skete her på Circle K på Allégade i Horsens. Foto: Google Streetview
Vis mere

Efter overfaldet forsøgte han nemlig angiveligt to gange at påkøre sine overfaldsmænd.

Fredag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens - sigtet for at forsøge at dræbe de to mænd ved at køre dem ned.

Han nægter sig skyldig, men dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham i fire uger.

Sydøstjyllands Politi kalder episoden for et opgør mellem to grupperinger, som har et internt fjendskab.