Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi afspærrer mandag aften Sydmotorvejen i nordgående retning, oplyser vagtchef Stefan Jensen til B.T.

Afspærringen skyldes, at politiet har modtaget en anmeldelse om stenkast fra motorvejsbroen ved frakørsel 36.

Som en del af efterforskningen lukkes motorvejen klokken 20 mellem frakørsel 36 og 35. Her vil hundepatruljer afsøge området, indtil vejen åbnes igen. Forventeligt en halv times tid senere.

»Vi har her til eftermiddag fået en anmeldelse om et stenkast, der er sket i går omkring klokken 21.15. Der er tale om en mand, der kører i nordgående retning, da han bliver ramt af noget, som kommer fra broen,« siger Stefan Jensen.

Politiet lukker motorvejen i håb om at finde genstanden, der antageligt blev kastet.

Ifølge vagtchefen blev forruden på bilen smadret, men der er ikke sket personskade. Men den mandlige bilist blev chokeret ved hændelsen og har således først anmeldt episoden mandag.

I Vordingborg, i samme politikreds, blev en familiebil lørdag aften også ramt af et stenkast. Bilen blev ramt på kølerhjelmen af en sten på størrelse med en knytnæve, og også den sag efterforskes nu.