Sydøstjyllands Politi er søndag aften til stede med flere patruljer omkring Sankt Helene Vej og Sønderbrogade i Horsens efter en anmeldelse om et voldeligt overfald. 

Det oplyser politikredsen til B.T. 

»En mand er blevet fløjet til sygehuset efter overfaldet. I forbindelse med overfaldet er vi til stede i området, hvor vi undersøger gaderne og en konkret adresse,« udtaler vagtchef Halfdan Kramer.

Han kan dog ikke komme mandens tilstand nærmere. 

Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.57 søndag eftermiddag. 

Vagtchefen opfordrer til, at man respekterer politiets afspærringer og anvisninger, da de arbejder på stedet og undersøger forholdene.

De borgere, der af den grund ikke kan komme frem til deres bopæl, opfordres til at rette henvendelse til politiet på stedet og få hjælp.

Det er af politiets opfattelse, at der er tale om en isoleret hændelse, hvorfor beboere i området ikke skal være bekymrede.

Mandag morgen oplyser politiet til Ritzau, at undersøgelserne på stedet fortsatte frem til omkring kl. 01.30 natten til mandag, hvor afspærringerne blev ophævet.

Politiet ønsker stadig ikke at oplyse om offeret tilstand, eller om der er nogen anholdte i sagen.