Fredag klokken 16.30 blev Nordjyllands Politi alarmeret om et voldeligt overfald i det centrale Aalborg.
Lørdag skriver politikredsen, at de fortsat søger vidner til hændelsen, samt at de vil være til stede med en mobil politistation for at skabe tryghed.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra politikredsen.
To biler var stødt sammen på Steen Blichers Gade, hvor der kort udspillede sig et regulært mareridt.
'En del vidner så flere bevæbnede mænd med macheter, som blandt andet smadrede en rude på en af bilerne. To personer blev såret, men uden livstruende skadet,' skriver politikredsen.
»Som vores vagtchefer løbende har orienteret offentligheden om, så er overfaldet fredag relateret til den verserende bandekonflikt her i Aalborg,« siger vicepolitiinspektør Lene Madsen fra politikredsen og tilføjer:
»Fem personer blev allerede fredag anholdt til sagen. De blev efterfølgende løsladt, da der ikke var juridisk grundlag for at stille dem for en dommer med henblik på varetægtsfængsling. Men de er fortsat sigtede.«
Hun vil ikke komme nærmere, hvilke sigtelser der er tale om, men hun uddyber, at politiet har efterforsket intenst gennem natten.
»Men jeg vil gerne slå fast, at vi fortsat leder efter bestemte implicerede personer, og vi forventer, at der kommer flere anholdelser. Dem, vi leder efter, ved det godt, og jeg opfordrer dem til at henvende sig til os snarest. Ellers vil de blive efterlyst i offentligheden.«
Borgere opfordres derfor til at kontakte Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4, hvis de ligger inde med oplysninger om sagen.