En 19-årig mand er fængslet for medvirken til drabsforsøg på to mænd, der blev beskudt på Tagensvej.

En 19-årig mand fra Blågårds Plads er i et lukket grundlovsforhør blevet fængslet i 13 dage, sigtet for medvirken til drabsforsøg i forbindelse med skyderiet på Tagensvej i København i sidste uge. Han nægter sig skyldig.

- Han vidste, at vi ledte efter ham, så i går (tirsdag, red.) mødte han selv op og blev senere på dagen fængslet, fortæller Knud Hvass fra bandeenheden i Københavns Politi.

Med henvisning til de lukkede døre i grundlovsforhøret ønsker han ikke at oplyse nærmere om, hvilken rolle den 19-årige efter politiets mening spillede i skyderiet.

To mænd blev såret af skud, da der torsdag i sidste uge blev åbnet ild fra en bil på Tagensvej på Nørrebro. Ingen af dem var dog i livsfare.

En mand med 'en vis tilknytning' til Blågårds Plads blev såret i låret og i hoften, mens en mand med tilknytning til banden 'Brothas' fra Mjølnerparken blev såret i hånden. De to ofre havde netop hilst på hinanden, da skuddene faldt.

Manden, der blev såret i hånden, søgte selv hjælp på Bispebjerg Hospital. Her blev han anholdt sammen med 16 af hans kammerater, der dukkede op for at vise deres støtte.

De blev dog alle på nær én hurtigt løsladt igen. En 18-årig mand blev fremstillet i grundlovsforhør og fængslet i 19 dage for at forsøge at gemme en pistol i en skraldespand på hospitalets skadestue.

Det nægtede han sig skyldig i, men han erkendte, at han vandrede omkring mellem hospitalets øvrige klientel med en strømpistol udformet som en lommelygte.

/ritzau/