Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at politiet havde anholdt to unge mænd til gymnasiefesten. Vagtchefen er senere blevet opmærksom på, at det kun drejer sig om én. Det er dermed rettet i artiklen.

Fredag aften måtte Østjyllands Politi skride til anholdelse af en ung mand til en gymnasiefest på Risskov Gymnasium i Aarhus.

Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Lars Bisgaard til B.T. lørdag morgen.

»Vi bliver kaldt derud, fordi en vagt fastholder en uregerlig person. Vi kører derud, og da vi kommer, overtager vi så den her uregerlige person, som så vælger at spytte på politiet, og det må man ikke,« siger vagtchefen.

Det resulterer i, at den unge mand, der er mellem 19 og 20 år, bliver anholdt omkring klokken 21.20.

Han har overnattet i detentionen og venter nu på at blive afhørt.

»Han ligger hos os, og skal afhøres her til formiddag, inden han kan løslades,« fortæller vagtchefen.