Politiet beslagslagde en dj-pult. Men det stoppede ikke larmen fra en fest på Østerbro i København.

Københavns Politi modtog anmeldelse onsdag aften klokken 23.22 om en meget højlydt fest på Østerbro, som generede naboerne voldsomt.

Et påbud om at skrue ned blev i første omgang fulgt af festens deltagere, men politifolkene var end ikke kørt fra stedet, inden der igen blev fyret op for musikken.

Og så valgte politiet altså at tage konsekvensen og beslaglægge dj-pulten.

Det var imidlertid ikke afslutningen på den historie, for klokken 2.14 modtog politiet endnu en anmeldelse om generende, høj musik fra den samme adresse, hvor festen viste sig stadig at være godt i gang.

Denne gang beslaglagde man så en soundboks.

Og den fest har fået Københavns Politi til tasterne med en opfordring om at tage hensyn.

'Vi vil gerne benytte lejligheden til at indskærpe, at vi alle skal være i byen, og at ikke alle ønsker at lytte til høj musik hele natten. Er du i tvivl om, hvorvidt du spiller for højt, så spiller du nok for højt. Skru ned,' skriver Københavns Politi på Twitter.

B.T. beskrev i en artikel onsdag, hvordan Rikke Bergmann fra København ofte føler sig generet af, at hendes omgivelser spiller voldsomt høj musik fra soundbokse rundtomkring.

»Vi skal allesammen være her, men når jeg ikke engang kan høre min egen musik i earplugs, fordi andre spiller så højt, synes jeg ikke rigtig, vi giver plads til hinanden. Det er dér, jeg bliver lidt kontrær,« siger Rikke Bergmann til B.T.

Men faktisk har det meget debatterede og medieomtalte problem med høj (og dårlig?) musik fra soundbokse i københavnske parker, havneområder og strande været mindre i år end tidligere. Nu kommer larmen i stedet primært fra fester i private hjem.

Det fortæller politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi.

»Vi oplever helt generelt langt færre henvendelser omkring musik til ulempe. Og de henvendelser tager vi selvfølgelig alvorligt,« siger Tommy Laursen.

»Omkring soundboks-problematikken ser det ud til at være et mindre problem i år. Vi formoder, at det skyldes en kombination af, at vejret ikke har været så godt til udendørs fester endnu, og festivaler har formentlig også trukket deres del,« vurderer Tommy Laursen.

»Og så er det vores håb, at folk har fået en forståelse for den gene, man bringer til andre mennesker, som måske skal op og på arbejde næste dag, selv om der er ferie,« siger Tommy Laursen.