Østjyllands Politi rykkede natten til lørdag ud til en adresse i Hasselager syd for Aarhus efter en anmeldelse om, at flere skud var blevet affyret gennem hoveddøren, oplyser politikredsen i et uddrag fra døgnrapporten.

Ifølge politiet er ingen personer kommet til skade som følge af skuddene. Politiet har dog slået fast, at der er affyret skud, oplyser vagtchef Dion Emdal til Ritzau.

Vagtchefen oplyser derudover, at politiet i løbet af lørdagen vil være til stede i området. Blandt andet foretages der undersøgelser af gerningsstedet.

- Man er meget velkommen til at tage kontakt til politifolkene derude. Vi er meget interesserede i at høre fra folk, som måske har set noget i området. Både lige omkring gerningstidspunktet, men også i dagene op til, siger Dion Emdal.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 03.40, og det er navnlig eventuelle vidner, som har set eller hørt noget i tidsrummet mellem klokken 02.00 og 04.00 natten til lørdag, som efterlyses.

- De her sager, hvor der er blevet skudt, er noget, vi tager meget alvorligt, lyder det fra vagtchefen.

Af hensyn til politiets efterforskning har Østjyllands Politi valgt ikke at oplyse den præcise adresse, men ifølge Dion Emdal ligger gerningsstedet i den nyere del af Hasselager.

- Det er også meget vigtigt at understrege, at vi betragter det som en isoleret hændelse, og at der ikke er noget, der tyder på, at andre beboere i området er i fare, siger Dion Emdal.

Ifølge ham er det den foreløbige efterforskning, som politiet bygger den formodning på. Han ønsker imidlertid - netop af hensyn til efterforskningen - ikke at gå i detaljer med, hvilke oplysninger der ligger til grund.

RITZAU