Nordsjællands Politi rykkede søndag ud til et større optrin i Gilleleje mellem flere personer.

Politiet havde fået en anmeldelse om uoverensstemmelser, der førte til trusler med kniv og stenkast.

»Vi ankom til stedet med flere vogne, og det lykkedes os at få fat i alle implicerede. En 18-årig mand er anholdt i sagen for at have truet med en kniv,« fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Rolf Hoffmann.

Stenkastene var mod en bil i området, men hvem og hvor mange personer som var involveret i optrinnet, og hvem der blev truet med kniven, kan politiet ikke oplyse.

»Men kan fortælle, at vi var knivskarpe, da vi kom ud til stedet, hvor vi hurtigt fik fat på de involverede personer, der ellers var flygtet fra stedet,« siger vagtchefen.

Den 18-årige mand bliver sigtet for flere forhold.

Han bliver sigtet for både trusler og overtrædelse af våbenloven.

De andre involverede i sagen er afhørt af politiet, men der er ikke flere, der blev anholdt i forbindelse med uoverensstemmelserne.