Politiet beslaglagde kun ni kilo narkotika, i forbindelse med at man torsdag ryddede Pusher Street.

København. Københavns Politi har torsdag ryddet alle boder i Pusher Street på Christiania.

Det skriver politiet på Twitter.

Politiet kom dog fra Pusher Street med et beskedent udbytte. Der blev beslaglagt fem kilo hash og fire kilo skunk.

En enkelt kvinde blev anholdt for fornærmelig opførsel, men ellers forløb alt fredeligt og roligt, fortæller vicepolitiinspektør Lars O. Karlsen.

- Vi har været derude med tilpas mange styrker, så vi kunne fjerne de boder, der er blevet brugt til organiseret hashsalg, siger han og tilføjer:

- Det forløb roligt. På nær en enkelt, som opførte sig sådan, at vi var nødt til at anholde vedkommende. Ellers forløb det som planlagt.

Han oplyser, at politiet samlet ryddede lidt mere end 40 boder. Næste skridt for politiet er at finde ud af, hvem der ejer de fem kilo hash og fire kilo skunk.

Aktionen foregik torsdag morgen, og politiet forlod området igen 09.30. Onsdag var politiet også til stede i området.

- I går lavede vi en indsats mod køberne i Pusher Street. Der fik vi skrevet 116 personer for at have købt hash, og i dag var det så boderne, vi gik efter, siger vicepolitiinspektøren.

Boderne i Pusher Street blev ryddet af christianitterne selv tilbage i september 2016. Det skete, efter at Mesa Hodzic skød to personer og en tilfældig forbipasserende på Christiania natten til 1. september sidste år.

Dagen efter blev den 25-årige mand skudt og dræbt af politiet på Amager efter en intensiv menneskejagt.

Men kort efter voksede boderne frem igen, og de har været der lige siden.

Lars O. Karlsen fortæller, at politiet løbende har indsatser mod hashhandlen på Christiania.

- Såfremt man åbner boderne igen, fortsætter vores indsats ufortrødent, slår han fast.

/ritzau/