Borgmester er rystet, dagen efter at to steder blev ransaget i Aalborg Kommune i sag om udbygningsaftale.

To kommunale forvaltninger i Aalborg er blevet ransaget i en sag om udbygningsaftaler.

Det skete onsdag morgen, siger Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), torsdag til TV 2 Nord.

»Det er ikke Aalborg Kommune, der bliver efterforsket, men derimod nogle personer, man efterforsker i forbindelse med udbygningsaftaler. Mere ved vi ikke,« siger han.

Thomas Kastrup-Larsen tilføjer, at han er rystet over ransagningen.

Konkret er det borgmesterens forvaltning og By- og Landskabsforvaltningen, som onsdag blev ransaget af politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ifølge DR.

NSK oplyser til DR, at det ikke er Aalborg Kommune som forvaltningsmyndighed, der er mistænkt i sagen.

Sagen om udbygningsaftaler går flere år tilbage i Aalborg Kommune.

Kommunen har fået alvorlig kritik for at have indgået aftaler, hvor den bad bygherrer betale for udgifter, som ellers var kommunale.

I december sidste år blev 27 ud af 57 sager i kommunen undersøgt i en uvildig advokatundersøgelse. Aalborg Kommune fik kritik i 21 ud af 27 sager.

Sagen har også kostet to ledende medarbejdere i Aalborg Kommune jobbet, skriver DR.

Ud over de kommunale adresser oplyser NSK ifølge DR, at der onsdag også blev foretaget ransagninger flere andre steder i Nordjylland og i København.

Roger Buch, som er kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, siger til DR, at ransagningerne er højst usædvanlige.

»Det er meget dramatisk og stort set uset før. Jeg kan ikke komme i tanke om tilfælde, hvor en kommune er blevet ransaget af politiet på den her måde,« siger han til mediet.

NSK er en særlig politienhed, som blev oprettet 1. januar i år. Den arbejder blandt med at bekæmpe kompleks organiseret og økonomisk kriminalitet.

/ritzau/