Hvis man begiver sig ud i morgentrafikken onsdag, skal man køre forsigtigt, da fugtig luft og svag vind har givet gode betingelser for tågedannelse flere steder i landet.

Sådan lyder opfordringen fra Midt- og Vestsjællands Politi onsdag morgen.

- Kør forsigtigt derude. Hold god afstand, og husk tågebaglygterne, hvis det er nødvendigt, skriver politikredsen på det sociale medie X.

Der er ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) dannet tæt tåge flere steder i landet onsdag.

Flere steder på Sjælland er tågen tæt.

Der er også dannet tåge i Jylland og på Fyn, men her forventes tågen efterhånden at blive afløst af skyer.

Tæt tåge er defineret ved, at sigten er under 100 meter.

- Fra morgenstunden er det især i de østlige egne, der er præget af tåge og nedsat sigte, skriver DMI på X.

/ritzau/