Politi opfordrer sydsjællandske trafikanter til at være forsigtige
Et tordenvejr, som torsdag aften har ramt Lolland, Falster og Sydsjælland, giver travlhed hos politiet.
Et tordenvejr, som torsdag aften har ramt Lolland, Falster og Sydsjælland, giver travlhed hos politiet.
Hvis man begiver sig ud på vejene på Sydsjælland, Lolland og Falster, skal man torsdag aften være meget forsigtig.
Sådan lyder opfordringen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
På grund af dårligt vejr har politikredsen travlt med væltede træer og lyskryds, som ikke fungerer flere steder, lyder det.
Derfor opfordrer politiet trafikanter til at sænke farten, holde god afstand og være forberedt på pludselige ændringer.
Den vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) skriver i en kommentar på DMI's hjemmeside, at en koldfront ventes at skulle passere Danmark i løbet af natten.
Fronten kan kaste regn og tordenbyger af sig i den østlige del af landet.
Klokken 20 var det DMI's forventning, at tordenbygerne ville ramme netop Lolland, Falster, Møn og den sydligste del af Sjælland.
RITZAU