Politiet sætter flere hundrede betjente ind for at beskytte homooptog i weekenden af frygt for stenkast på Nørrebro.

Hundreder af betjente står klar til at forhindre, at optog med 4.000 homoseksuelle i København på lørdag bliver mødt af en regn af brosten.

Sådan er det nemlig gået flere gange tidligere, hvor en mindre gruppe unge indvandrere har vist afsky mod homoseksuelle. I år er optoget Copenhagen Pride endda mangedoblet på grund af sommerens World Outgames, der er OL for homoseksuelle.

Hen over foråret har Københavns Politi derfor holdt en lang række møder med World Outgames og Copenhagen Pride, hvor de har lagt planer for, hvordan de kan forhindre angreb.

Evakueringsplan

- Det ville være forfærdeligt, hvis billeder af stenkast mod homoseksuelle i Danmark endte på CNN. Vi har forberedt os på det værste. Tidligere har de altid angrebet på Nørrebro. For en gruppe med 40 homoseksuelle med minoritetsbaggrund har vi endda lavet en evakueringsplan med politiet, hvor vi hurtigt kan føre dem væk, hvis de er udsat for et angreb, siger formand Ole Santos fra Copenhagen Pride.

Foreningen har selv hyret et vagtværn på godt 150 mennesker, der skal dæmpe gemytterne på Nørrebro. Sidste år mødte 90 betjente op for at hjælpe til – i år bliver tallet mangedoblet.

Det er specielt en gruppe tilrejsende homoseksuelle fra Mellemøsten og medlemmerne af Sabaah, der er en dansk forening med homoseksuelle indvandrere, som man er særlig bange for ender som skydeskiver.

Politiet er klar

I weekenden blev to mænd på 28 og 33 år fængslet for at have overfaldet tre homoseksuelle sportsudøvere fra udlandet.

Dansk politi har aldrig lavet så massiv beskyttelse af et optog.

- Jeg kan sige, at vi er tilstrækkeligt mange betjente. Vi har holdt en stribe møder hen over foråret, så politiet er klar til at forhindre angreb. Danmark har jo ry for at være et fredeligt land, siger politiassistent Jesper Søe, der også er projektleder på en stor kampagne mod hadforbrydelser mod blandt andet homoseksuelle.