Politiet betragter fredagens skudepisode i Aalborg som drabsforsøg.

Sådan lyder det nu natten til lørdag.

Her oplyses der i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi, at skuddene skulle have været rettet mod en lokal kvinde på 18 år og en lokal mand på 23 år i byens såkaldte Øgadekvarter.

Ingen blev ramt.

Vicepolitiinspektør Frank Olsen vil dog ikke komme ind på relationen på de to mænd, der er efterlyst for at have affyret skuddene, og de to ofre.

»Men vi kan dog sige, at det er vores opfattelse, at skudepisoden er en del af en intern uoverensstemmelse i et lokalt kriminelt miljø,« siger han.

Det lyder videre, at de to formodede gerningsmænd tilsyneladende har brugt meget tid i området ved gerningsstedet – ved Lyøgade14 – i flere dage op til fredag.

»Det er nu vores opfattelse, at de to mistænkte mænd, som vi har efterlyst tidligere, flere gange har befundet sig omkring gerningsstedet, dvs. omkring Lyøgade, Samsøgade og Drejøgade, i dagene op til forbrydelsen,« siger Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.

Især har de formodede gerningsmænd opholdt sig i en specifik port i området. Den ses på billedet herover.

»Blandt andet ved vi, at de har været der i onsdags, dvs. 7. februar,« siger Frank Olsen og tilføjer, at det den dag var mellem kl. 16 og 20.50:

»De har cirkuleret rundt omkring gerningsstedet, og de har været klædt i mørkt tøj og haft hætter over hovedet.«

Allerede fredag aften blev de to mænd, der menes at have affyret skuddene, efterlyst, som B.T. beskrev sent i aftes.

Den ene person beskrives som en 190 centimeter høj mand, der er lys i huden. Den anden beskrives som en 170 centimeter høj mand. De skal begge have været maskeret og iført sort tøj og handsker.

Ifølge politiet flygtede de i hver sin retning: Den ene Den ene gennem den fornævnte port, den anden i østlig retning.

Politiet efterlyser vidner, der kan have set dem på fredag aften i forbindelse med skudepisoden eller i de foregående dage.

Samtidig lyder en opfordring til borgere om at tjekke optagelser, hvis man en bil med kamera.

»Har man set dem i området før, under og efter skudafgivelsen, så skal man straks ringe til os på telefon 114, siger Frank Olsen:

»Ring hellere til os en gang for meget end en for lidt.«