Onsdag formiddag er politi og brandvæsen til stede ved Østerbro Svømmehal i København efter en anmeldelse om røgudvikling.

Det bekræfter Rune Nørgaard, der er vagtchef ved Københavns Politi, til B.T.

På X skriver Hovedstadens Beredskab ligeledes, at de er til stede efter en melding om røg i en kælder.

»Vi har slukket brand i et teknikrum, og arbejder nu med røgdykkere for at ventilere bygningen for røg.«

Vagtchefen oplyser, at politiet fik anmeldelsen klokken 09.58, og at den første vogn er ankommet til svømmehallen klokken 10.09.

De gæster, der var til stede i svømmehallen, har forladt området og står nu ude ved vejen, lyder det fra Rune Nørgaard.

»Om de selv har forladt stedet, eller om det er sket som en del af en evakuering, kan vi endnu ikke sige noget om,« siger Rune Nørgaard.

Hovedstadens Beredskab skriver dog, at der er tale om en evakuering.

»Personale på stedet tog hurtig beslutning om evakuering af bygningen.«

»Ingen meldinger om tilskadekomne. Der er tilkaldt skadeservice til at håndtere eventuelle skader i bygningen.«

B.T. følger sagen ...