Politi og brandvæsen i dobbelt aktion: Røg fra bygning og ild i askebæger
En beboer er blevet kørt afsted på skadestuen.

En beboer er blevet kørt afsted på skadestuen.

Søndag aften rykkede både politi og brandvæsen ud til ikke kun én, men to adresser på Østerbro i København.
Den ene melding lød på røg fra bygning. Den anden ild i et askebæger.
Det fortæller Mads Østermark, vagtchef i Københavns Politi, til B.T.
»Vi har haft røg fra bygning på Lyngbyvej. Det ligner nogle problemer med en elinstallation,« siger vagtchefen.
Ilden i askebægeret skete til gengæld i en anden lejlighed, nærmere bestemt på Lersø Parkallé, begge adresser tæt på Vibenhus Runddel.
»I dén lejlighed var der gået ild i et askebæger, og her er en beboer også kørt afsted på skadestuen for at blive tilset,« lyder det fra Mads Østermark.
Beboeren er ikke i kritisk tilstand, understreger vagtchefen.
Politi og brandvæsen har afsluttet opgaven med askebægeret i lejligheden, men er søndag aften fortsat til stede ved bygningen, hvor der havde udviklet sig røg, for at undersøge stedet nærmere.