Københavns Vestegns Politi er fredag aften massivt til stede på Gammel Køge Landevej 314B, da en person er blevet stukket med en kniv.

X oplyser de, at personen er svært tilskadekommen.

»Vi modtager  en anmeldelse klokken 17:01 om, at en person skulle være blevet stukket med kniv,« fortæller vagtchef Jonathan Wald til B.T. og fortsætter:

»Det er en sag, som vi tager meget alvorligt, hvorfor vi er massivt til stede og bruger betydelige ressourcer derude. Vi opfordrer derfor folk til at ringe ind til os, hvis de har set noget unormalt.«

Vagtchef Jonathan Wald oplyser samtidig til B.T., at de på nuværende tidspunkt ikke har nogen anholdte, og at de ikke ønsker at oplyse yderligere af hensyn til efterforskningen.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på 1-1-4, hvis man har oplysninger, der kan bidrage til efterforskningen.

B.T. følger sagen.