En svært tilskadekommen person er blevet bragt til Slagelse Sygehus efter at være blevet stukket med kniv på en adresse i Sorø.
Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Morten Kronbo.
Politiet har lukket akutafdelingen kortvarigt, fordi knivstikkeriet menes at være på grund af konfrontationer mellem grupperinger.
- Der er kommet nogen kørende med en svært tilskadekommen. For at der ikke skulle ske en konfrontation, lukkede vi, siger vagtchefen.
Politiet oplyser ikke nærmere om, hvilke grupperinger der skal være involveret.
Som led i sagen er politiet til stede på sygehuset og på adressen i Sorø, hvor episoden har udspillet sig.
Politiet vil ikke oplyse, om der er anholdte eller sigtede i sagen.
Der er ingen fare, hvis man befinder sig på sygehuset eller ved den pågældende adresse, tilføjer vagtchefen.
Det samme er meldingen på X, hvor politikredsen lidt efter klokken 14 har opdateret om sagen.
- Vi er til stede på en adresse i Sorø samt Slagelse Sygehus efter et knivstikkeri anmeldt klokken 13.01, skriver politiet og tilføjer:
- Der er ikke fare for andre hverken i Sorø eller Slagelse. Vi beder om, at eventuelle afspærringer respekteres. Vi har ikke yderligere kommentarer af hensyn til efterforskningen, lyder det.
/ritzau/